Denne hjemmeside bruger alene cookies, der er nødvendige til at levere information og funktionalitet. Du kan læse mere om herom i vores persondatapolitik her.

gallery1316 richtext1092

NATIONALPARK MOLS BJERGE - en rigtig røverhistorie

Dronning Margrethe kørte i hestevogn sammen med miljøminister Troels Lund Poulsen, erhvervsminister Lene Espersen og direktør i Skov- og Naturstyrelsen Hans Henrik Christensen, da Nationalpark Mols Bjerge lørdag blev indviet.

En ny naturskøn nationalpark er klar til at tage imod danskerne. Trods kamp til stregen fra vrede lokale lodsejere følger Mols Bjerge på Djursland nu i fodsporene på Danmarks første nationalpark, der blev indviet sidste sommer i Thy.

Et par tusinde mennesker overværede lørdag i de solbeskinnede bakker dronningens officielle åbning af den nye nationalpark Mols Bjerge, som dog er meget mere end selve bjergene, der årligt besøges af en halv million. Den nye nationalpark blot 40 kilometer fra Århus dækker 180 kvadratkilometer, hvoraf en fjerdedel er fredet. Ifølge miljøminister Troels Lund Poulsen (V) er det overordnede formål at sikre bedre dansk natur og sørge for, at flest mulige kan besøge området.

"Det er en udvikling, der skal ske over en lang årrække. Vi skal styrke naturen i en balance mellem benyttelse og beskyttelse. Nationalparker er en langsigtet projekt, der bygger på en solid sokkel af lokal opbakning", siger miljøministeren, der var med til indvielsen.

At lokale lodsejere alligevel har strittet voldsomt imod projektet, fordi de blandt andet er bange for at blive overrendt af turister, mener han ikke er overraskende.

"Idéen om nationalparker er jo stadig ny. Men nogle få grupper må ikke blokere, og jeg har taget højde for deres kritik ved at give dem plads i parkens bestyrelse", siger ministeren.

Ifølge dronningen påhviler der danskerne en særlig forpligtigelse til at passe godt på naturen.

"Den danske natur er ikke vild men meget menneskeskabt og mere sårbar end den rene vildmark. Derfor gør vi let megen skade. Men nationalparkerne kan til gengæld være med til at gøre noget godt", sagde dronningen, inden hun i åben hestevogn begav sig ud på tur i den nye nationalpark.

Yderligere tre danske nationalparker er i støbeskeen: Skjern Å, Vadehavet og Kongernes Nordsjælland.

"Tillykke med tivoliseringen af Mols Bjerge", skrev vores nabo i et læserbrev. Mon ikke et flertal af lodsejerne vil sætte et alvorligt spørgsmålstegn ved formuleringen "solid sokkel af lokal opbakning"? Magen til politisk floskelmageri skal man lede længe efter.