Denne hjemmeside bruger alene cookies, der er nødvendige til at levere information og funktionalitet. Du kan læse mere om herom i vores persondatapolitik her.

gallery1316 richtext1092

NATIONALPARK MOLS BJERGE - en rigtig røverhistorie

Hen over sommeren 2009 fylder nationalparken meget i medierne, enten i radio og tv eller i form af artikler, læserbreve eller kronikker i aviserne. Sammen med Odd Sinding og Peter Skovgaard fra de to lodsejerforeninger bliver Peter Hammerich i juni interviewet til Morgenavisen Jyllands-Posten.

Her præsenteres lodsejernes synspunkter, nemlig at disse inklusive de, der er lodret imod planerne føler sig sat fuldstændig udenfor indflydelse og frygter for konsekvenserne af et overdrevent rend af turister på deres område. I  Syddjurs Kommune (tidligere Ebeltoft Kommune) finder man at lodsejerned frygt er fiktiv og uden hold i virkeligheden. Interviewet finder sted på Provstgaarden og bringes i en helsides artikel i avisen. Lodsejerne påpeger at ejerindflydelse er af afgørende betydning i en nationalpark, som er 80 % privatejet.  Samtidig understreges det, at man overhovedet ikke er blevet kontaktet af styregruppen med henblik på kommentarer, skønt man har skrevet til de relevante myndigheder mere end fire år tidligere for at få et antal ejendomme holdt udenfor planerne. Man afslutter interviewet med at stille spørgsmålstegn ved processens demokratiske elementer.

Senere i juni kunne man i Morgenavisen Jyllands-Posten læse en glimrende kronik af professor Jørgen Grønnegaard Christensen, Århus Universitet. Overskriften hed "National-parker og manipulation". Danske nationalparker hviler på samme planlægningsplatform på trods af at de er meget forskellige, ikke mindst med hensyn til deres andel af of-
fentligt- og privatejede arealer. Nationalparken i Thy, som var den første, der blev åbnet, består af ca. 80 % offentligt ejet og ca. 20 % privatejet jord, hvorimod Mols Bjerge er knap 80 % privat og ca. 10 % offentligt ejet. Alt-
så den diametralt modsatte ejerprofil.

Jørgen Grønnegaard havde i detaljer analyseret procesforløbet forud for nationalparken herunder de opdrag og beslutninger, som de tidligere miljøministre Connie Hedegaard og Hans Chr. Schmidt, havde begået. Særligt fremhævede han, at tre meget grundlæggende elementer

lokal forankring, bred lokal opbakning og lodsejerfrivillighed,

har haft trange kår i pilotprojektet for Mols-parken. Det er muligt, at borgmesteren i Syddjurs kommune mener, at den lokale forankring er tilgodeset i og med, at kommunen spiller en central rolle i den kommende nationalpark. Forankringen kommer nok snarere til at bestå i, at borgmesteren har anbefalet, at nationalparkfondens sekretariat skal placeres i et af hans kontorer. Samme borgmester har haft mere end en finger med i spillet i oprettelsen af Foreningen af Nationalparkens Venner, som varmt støtter den kommende nationalpark, og spørgsmålet er, om foreningen repræsenterer lodsejerinteresser. Hvis ikke, hvor er så den lokale forankring? Foreningen har imidlertid af borgmesteren fået stillet en bestyrelsespost i udsigt.

De to andre elementer har nærmest været ikke eksisterende. Den lokale opbakning skulle udmøntes i, at forholdsvis få lokale privatpersoner fik sæde i de fem meget fint lydende udvalg under pilotprojektet, men de blev under møderne nærmest kørt over af de mange eksperter fra landsdækkende foreninger og råd, som fra starten skulle svinge taktstokken. De arme menneskers velmotiverede forslag eller indsigelser blev ganske enkelt aldrig indarbejdet i de endelige dokumenter, og flertallet af disse personer opgav længe inden i desperation og forlod udvalgene. På de meget omtalte borgermøder, som af arrangørerne blev betegnet som uhyre succesfulde, blev en lang række harmfulde protestindlæg fremført, men arrangørerne tog ingenting med sig hjem. Utilfredshed skulle indgives skriftligt inden høringsfasen var omme. Det kaldtes borgerinddragelse.

Hvad så med frivillighedsprincippet? Tilsyneladende har kun få lodsejere modtaget henvendelse fra projektmagerne forud for debathæftet. De øvrige har selv måttet finde ud af, om deres ejendom ligger uden for eller inde i parken. Det må siges at være en ejendommelig måde at forvalte et frivillighedsprincip på. Dette er ikke en påstand men en kendsgerning, som Miljøminister Troels Lund Poulsen efter et møde med lodsejerne til sidst måtte anerkende. Det gjorde han ikke, da han i en kronik den 6. juli i Jyllands-Posten arrogant tilbageviste de velunderbyggede punkter i professor Grønnegaards kronik. Ministeren citerer til sidst borgmesteren i Syddjurs Kommune: "Nationalpark-projektet har været det mest omfattende borgerinddragelsesprojekt, som jeg nogensinde har deltaget i" og slutter: "Det taler næsten for sig selv". Det gør det da - som definition på spin. De to i år oprettede lodsejerforeninger har allerede flere hundrede medlemmer, og et flertal af samtlige lodsejere har længe været modstandere af nationalparken. Hvor er den brede lokale opbakning?