Louis Hammerich (Pater)

Alder: 71
Født: 02-07-1859 i Flensborg
Død: 25-04-1931 i Risskov
Begravet: Nordre Kirkegård, Aarhus

Stilling: Købmand 

Tyskernes indtog i Flensborg i 1864 fik familien til at flytte til Danmark, hvor faderen Louis H. senere blev politimester i Århus. Opvæksten fortsatte således i Guldsmedgade 18. 4. kl. hovedeksamen (sv.t. realeksamen) fra Århus Katedralskole 1875.

Lærte handel hos købmand Hans Broge 1875-1883. Fik borgerskab 28-12-1883 og overtog den 1. januar 1884 købmand I. C. Seidelins specialforretning med bygningsartikler (omsætning kr. 70.000) på Fredens Torv 12, hvor han også bosatte sig. Firmaet L. Hammerich & CO. blev registreret som A/S nr. 645 i 1911 og flyttede i 1927 til Grønnegade 57-59.

Da han fratrådte hos Hans Broge for at blive selvstændig, forærede denne Pater ovenstående mahogni skrivebord, som han selv havde benyttet. Skrivebordet forblev i familiens eje efter Paters død. Det har nu - 127 år efter at han fik det - fra januar 2011 fundet et nyt hjem hos Odd-Fellow loge nr. 101 Hans Broge, Århus.

Giftede sig i 1885 med Ellen Liisberg, datter af købmand, brygger og brændevinsbrænder, rådmand Hans Laurits Bering Liisberg.

Opkøbte sammen med vennen Vilhelm Kier før første verdenskrig store arealer i Mols Bjerge. Tilsammen ejede de stort set alt fra Strandkær over til Tre Høje og ned til Fuglsø, men især frednings-
myndighederne fik dem til at sælge fra, så Pater beholdt Provst-
gården nær Femmøller og Kier arealer ved Fuglsø.

Fredens Torv 12

Århus Domkirkes værge 1894-1928. Primus motor og fundraiser for en række skelsæt-
tende arbejder på kirken, herunder opvarm-
ning, senere restaurering af orgelet, nyt kobbertag og endelig det nye, højere tårn-
spir, alle store opgaver på den tid. Formand for Aarhus Teaters repræsentantskab. Formand for Århus Privatbanks repræsen-
tantskab. Formand for Den Gamle Bys bestyrelse efter at have været kasserer og økonomisk drivkraft i den første, vanskelige start på opførelsen af købstadsmuseet.

I en årrække forretningsfører, senere medlem af bestyrelsen for Hedeselskabet. I bestyrelsen for Århus Handelsforening, Århus Trælasthandel, Hans Schourup og Brdr. Kier, Århus Kirkefond og Århus Højere Pigeskole. Medlem af Søretten. Med ved oprettelsen af Cementfabriken Dania, Århusbugtens Dampskibsselskab og Den jydske Handelshøjskole.

Købte i 1901 sommerboligen Søholt på hjørnet af Rolighedsvej og Skolevangs Alle, Risskov. Huset blev løbende udbygget og omkring 1905 taget i brug som helårsbolig, da pladsen på Fredens Torv alligevel blev for trang.

Efter Maters død i 1961 blev Søholt overtaget af Risskov Kirke, som lod huset nedrive for at indlemme grunden i kirkegården.


Tildelt Ridderkorset af Dannebrog 1907, Dannebrogsmændenens Hæderstegn i 1921 og Kommandørkorset af 2. grad i 1928. Se levnedsbeskrivelse under Ordenskapitlet.


Legatet
til minde om Pater og Mater blev stiftet i 1936 på deres søn Paul Hammerich's initiativ.

Far: Louis Hammerich. Født 16-07-1830, død 04-04-1916.
Mor: Ida Christiane Hammerich, f. Worsaae. Født 03-06-1833, død 21-07-1902.
Gift: Eleonora Marie (Ellen) Hammerich, f. Liisberg (Mater) 23-10-1885 Århus Domkirke. Født 04-06-1866, død 15-08-1961.

Børn: 14-11-1886 Louis Aage (Gamle) Hammerich. Død 25-03-1954. Et barn
25-04-1888 Carl Hammerich. Død 21-03-1945. Tre børn
03-03-1890 Ellen Margrethe (Belle) v. Stemann, f. Hammerich. Død 15-12-1980. To børn
03-02-1893 Paul Hammerich. Død 30-07-1936. To børn
28-10-1894 Oluf (Ole) Hammerich. Død 14-02-1955. Tre børn
30-10-1897 Frederik Christian (Dixe) Hammerich. Død 13-10-1980. Et barn
16-12-1900 Julie Ida (Lule) Larsen, f. Hammerich. Død 08-11-1980. To børn
08-06-1903 Agnete Louise (Nete) Hammerich. Død 10-03-1976
22-08-1906 Minna (Mim) Sahl, f. Hammerich. Død 18-09-1995. Tre børn
28-09-1910 Sven Hammerich. Død 12-06-1991. Tre børn.

                  40-års bryllupsdag. Billedet taget foran hoveddøren på Søholt