Vores familie kan som andet steds nævnt datere sig tilbage til Johannes Hammerich fra ca. 1550.

Da familien har rødder i Friesland og Slesvig-Holsten, hvor navnet er ret almindeligt, kan det derfor være vanskeligt at spore persondetaljer langt tilbage, selv om det i årenes løb ofte er forsøgt. Går man langt nok tilbage, var Tyskland jo ikke en nation men bestod af et større antal uafhængige hertugdømmer af forskellig størrelse. Blandt disse var Slesvig og Holsten i århundreder danske besiddelser indtil krigen 1864-66, hvor de blev erobret af Tyskland. Herefter flyttede familien til "norddanmark". Om slægtsvåbnet, der ses til foroven venstre, har man hidtil troet at det blev skabt, mens familien levede i de hidtidige danske hertugdømmer. Dette forhold undersøgtes for nogle år siden, da vi bad de tyske heraldiske arkiver i Berlin om oplysninger. Her kendte man imidlertid intet til vores våben. Samtidig viste det sig, at andre dele af familien har varianter af samme våben, så oprindelsen ligger antagelig i den omstændighed at Pater som nyslået kommandør af Dannebrog skulle skabe et slægtsvåben, og han har måske snakket med andre i familien. Kai Hammerichs (Jutlandia) familie i København synes endda at anvende to varierende udgaver af samme tema som vist nedenfor. Begge overholder de tre grundlæggende elementer, nemlig hjelmen med blomsten, de to stjerner samt rosetten nederst. Mottoet "Omnia Cum Deo" (Alt Med Gud) har været i familien i århundreder.

Da alle tre våben imidlertid i henhold til fagfolk tydeligt illustrerer adelige aner, som efter undertegnedes bedste opfattelse ikke findes, er ingen af våbnene i realiteten heraldisk korrekte. Dertil kommer, at de nok i dag efter nogles opfattelse kan synes lidt gammeldags i design. En gammel ven af en af vore norske fætre, nu afdøde designer Jens Quistgaard, var også heraldiker og arbejdede nogle år på en modernisering af våbnet. Et forenklet og moderne design er en ting, men dette ville samtidig lette og billiggøre fremstillingen af signetringe, som i dag koster en formue.

Den ovenfor til højre viste illustration blev den endelige version. Det indeholder imidlertid de vigtigste heraldiske elementer, nemlig de to stjerner og rosetten. Samtidig leder den superelleptiske ramme og bunden af skjoldet tankerne hen på vor berømte arkitekt og designer, nu afdøde Piet Hein.